Kontorfoto I

Forkæl dit velvære med yoga

Kontorfoto I

Der har aldrig været større fokus på sundhed, og nye ord popper op: life expectancy, lifespan, longevity og health span er lige nu det, de fleste taler om.

“Lang levetid kan betragtes som den gennemsnitlige levetid under ideelle forhold”
Citat: Dr. Maren Berghoff

 

Sund aldring:

Fokus på sundhed, aldring og levetid er ikke ny. Det startede helt tilbage i oldtiden. En græsk filosof som Hippokrates anså sund livsstil som nøglen til et langt og godt liv, og Kina har i århundreder haft fokus på meditation, kost og fysisk træning for at fremme et langt sundt liv uden sygdom.

Tid er i den grad blevet en knap ressource. Alle mangler tid. Hver dag skal der jongleres med mange bolde: job, karriere, familie, sport og vores sociale liv. Hvor skal tiden findes til at tænke på livskvalitet og mental sundhed? Det må vente, til vi får tid! Bare det at finde tidslommer til afslapning og søvn nok er alt for ofte en udfordring. Kan du genkende det, så er du ikke alene. Den beslutning sker for rigtig mange. Når tiden er knap, bliver vores egen sundhed og de langsigtede løsninger udsat – til vi får tid!!!!

 

Gør din sundhed til en del af din succes

Det er muligt at kombinere, hvis du vil det nok. Du kan tage små effektive skridt, som vil forbedre både din sundhed og livskvalitet, uden de store ændringer i hverdagen.

Her er nogle praktiske og videnskabeligt understøttede strategier, som kan hjælpe dig med den sunde livsstil, uden at gå på kompromis med det aktive liv, du lever.

 

Kost

Sund kost er en af nøglerne til et langt og godt liv. Mange studier bekræfter, at en kost med masser af grove grøntsager, lidt frugt, fisk, bønner, linser og lidt magert kød øger din energi, dit velvære og kroppens immunforsvar. Bl.a. er kosten med til at forebygge sygdomme og reducere risikoen for hjerte-kar-sygdomme og diabetes. I dag skyldes 60 % af alle dødsfald i Danmark livsstilssygdomme. Livsstilssygdomme har vi selv en stor indflydelse på. At spise sundt behøver ikke tage ekstra tid, især ikke hvis du planlægger det.

Meal prep er en effektiv måde at sikre, at du har sunde måltider klar til hele ugen.

Sådan prepper du

 

Motion – udnyt hverdagens små muligheder til motion

Tid er igen ofte den største hindring for at dyrke sport. Men fysisk aktivitet behøver ikke være timelang træning hver gang. Micro træning, små korte intense sessions, er ret effektive. 10 min. rask gang i en pause, 10 squats mens kaffen bliver brygget, tag trappen hvor det er muligt, 5 min. planke, 10 armbøjninger og/eller mavebøjninger. Over tid vil disse små træningsindsatser give dig sundhedsmæssige fordele og bidrage til både din fysiske og mentale sundhedOG det øger din energi.

Husk 10 min. om dagen er altid bedre end alternativet, som er ingenting.

 

Meditation – vejrtrækning

Stress er blevet en af de største udfordringer for vores sundhed. Mange oplever dagligdagens tempo så intenst, at travlhed afløses af stresssymptomer, og det er ikke sundt. Det kan over tid føre til både kort- og langsigtede sundhedsproblemer. Læs her om en enkel og effektiv metode til at skabe ro på et øjeblik.

Dyb indånding gennem næsen, helt ned i maven og med lukkede øjne. Hold vejret i to sekunder, fyld så også lungerne med luft og pust langsomt ud gennem munden med et ”argh”.

“Det har vist sig, at den lille meditationsøvelse kan reducere stress markant. Men det er ikke det eneste, som den kan. Den har også vist sig at forbedre humøret og åndedrætsfrekvensen. Det får os simpelthen til at slappe meget hurtigt af”.
Citat: Professor og forsker David Spiegel, Eliteuniversitet Stanford University

 

Søvnen – din superkraft

Søvnen er fundamentet for både vores fysiske og mentale sundhed. Kroppen renser ud og rydder op i alle kroppens ”lagre” om natten, og jo bedre arbejdsro den får, jo sundere forbliver vores krop. Mangel på søvn kan øge risikoen for en række sundhedsproblemer som hjertesygdomme, diabetes og overvægt. Med en travl hverdag og mangel på timer kan søvn ofte blive ofret til fordel for ekstra arbejdstimer, men der følger en regning med, så drop det.

Brug 5 min. inden sengetid på din vejrtrækning. Sid behageligt eller læg dig i din seng. Træk vejret dybt og roligt. Med udåndingen slipper du tankemylderet, ”tømmer” hjernen og giver dig selv og din krop de bedste forudsætninger for en rolig og sund nattesøvn.

Så vidt muligt bør du reducere skærmtid en times tid før sengetid og minimere koffein og alkohol om aftenen.

 

År til livet eller liv til årene

Som livsstilsguide er jeg optaget af at lægge liv til årene og ikke primært år til livet. Vores sundhedsvæsen er fantastisk dygtigt til at holde os i live – medicin er en væsentlig del af behandlingen. Men er det et mål i sig selv?

Alene i 2022 blev der i alt udleveret godt 3,6 mia. døgndoser medicin på apotekerne i Danmark. Vi er under 6 mio. borgere i landet. Tankevækkende!!!

apotekerforeningen.analyse-om-medicinforbrug-og–udgifter-i-2022

 

Jeg vil ikke ”nøjes” med at overleve længst muligt. Jeg vil leve og nyde livet, mens jeg er i live 😊, og det er muligt med mange små sunde tilvalg. Lad dig inspirere, men du skal ikke kopiere. Vælg det som gør dig glad. Det får du gjort, og det er langtidsholdbart.

Sundhed er ikke et quick fix. Det er et valg af livsstil, som giver dig livskvalitet og holder hele livet. De små skridt, du tager i dag, vil give positivt afkast resten af livet.

 

STAI er din medspiller hver dag.

 

Din sundhed – dit ansvar

STAI v/Jytte Bille, livsstilsguide

Del med dine venner

man-computer2